Karamel | Brunede kartofler | MadMedMartin.dk

The brune kartoffel trick

Det er ikke verdens mest revolutionerende trick – det er egentlig bare et spørgsmål om at bryde processen op i 2 dele og tilføre lidt vand. Når julemiddagen skal serveres, så skal det hele spille, og hvis man kan minimere mulige katastrofer, så er der mindre sved på panden.

Risikoen ved at lave brune kartofler er, at man i alt juletravlheden får brændt sukkeret på. Så røg den planlægning. Man kan kun starte forfra, og så skruer man selvfølgelig op for varmen, for anden og resten af familien gider jo ikke vente mere. Sandsynligheden for at brænde skidtet på igen er hermed også steget markant.

Du kan fjerne denne risiko helt ved at lave karamellen (sukkerlagen) i forvejen. Det kan du gøre om formiddagen, hvor du har bedre tid. Du kan brænde sukkeret på lige så mange gange du vil – du laver bare en ny omgang. Tricket er at hælde lidt vand i det karameliserede sukker. På den måde forbliver karamellen flydende, selvom det køles af. Så kan det hældes direkte ud over kartoflerne på panden om aftenen. Det eneste, der nu skal ske er, at det vand du har tilført, skal fordampe igen. 1-2-3 og du har lavet brune kartofler uden, at det er brændt på.

Sukker | Brune kartofler | MadMedMartin.dk

Jeg bruger 200 gram sukker. Lad det karamellisere ved mellem varme uden at røre for meget i det.

Karamel | Brune kartofler | MadMEdMartin.dk

Sukkeret har nu fået en brunlig farve og dufter godt af karamel. På billedet er der stadig sukkerkrystaller i karamellen, så det skal lige have lidt mere varme.

Karamel | Brune kartofler | MadMedMartin.dkHæld nu 1 dl vand i. Tricket er her at bruge kogende vand ellers størkner sukkerlagen helt, og så tager det bare endnu længere tid. Pas på – det kan godt sprutte lidt.

Færdig karamel | Brune kartofler | MadMedMartin.dk

Til sidst har du en hel klar og tynd karamel. Nu kan den bare stå til du skal bruge den juleaften.

Brune kartofler | MadMedMartin.dk

Smid kartoflerne på panden og hæld  karamellen på. Lad vandet fordampe imens du vender kartoflerne rundt. Der skal selvfølgelig en god klat smør i til sidst. Mængden af sukker kan godt klare 2 glas kartofler. Min mor ville rulle med øjnene, hvis hun ser, at jeg bruge glaskartofler. Det er selvfølgelig kun for indlægget skyld 🙂

For mig er det blevet lettere at lave brune kartofler juleaften. Håber du kan bruge tricket.

Glædelig jul.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.