Thailandsk rejeost er nok et misvisende navn for denne ret, for det er overhovedet ikke noget i retningen af Bukos berømte rejeost, men jeg kunne ikke lade vær. Jeg har forsøgt at blande en thailandsk forårsrulle med rejer sammen med ost. Det er et bud på hvordan en dansk ost kan flettes ind i en mere traditionel ret fra østen.
Det er en konkurrence lavet af www.ostogko.dk, så der kan du klikke dig ind, hvis du vil læse noget mere.
Jeg valgte thai-vejen fordi jeg på det seneste har eksperimenteret en del med thailandsk mad, så hvorfor ikke fortsætte i den retning. En af de ting, jeg har øvet mig i er, at bruge mere chili. Det har jeg ikke været god til, men det er meget brugt i det thailandske køkken. Ideen med ost i en forårsrulle ville nok ikke overleve længe i laktose-forskrækkede Thailand, og jeg havde faktisk skud ideen ud af hovedet lige ind til, at jeg besøgte Arla Unika butikken i Aarhus. Midt i køledisken lå en Unika cheddar ost med…… habanero! Ud over at osten smagte vildt godt, så var det da et klart tegn på, at forårsrullen med rejer og chiliost skulle prøves.
- 200 gram rå tigerrejer
- 15 gram tørrede black fungus
- 1 løg
- 25 g skrællet ingefær
- 3 fed hvidløg
- 150 gram revet gulerod
- 50 gram grønne bønner
- 50 gram Arla Unika Habanero Cheddar ost
- 2½ spsk østersauce
- 1 spsk fiskesauce
- ½ spsk soja
- 1 spsk sirup
- 1 æg
- 10 plader forårsrulledej 21,5 cm x 21,5 cm
- Neutralolie til stegning
- Sød chilisauce til dyppelse
Inden du går i gang, så skal de tørrede black fungus i vand i en times tid. Du kan købe black fungus i asiatiske butikker og køb gerne dem, der er snittet. Tag også dejen ud af fryseren. der går også ca en time inden pladerne kan skilles ad.
Start med at hak rejerne ud i halvfine stykker og smid dem på en varm pande med 1 spsk sesamolie og 1 spsk neutral olie. Tilsæt den revne gulerod, snittede bønner, finthakket hvidløg og ingefær, løget skåret i tynde strimler og den afdryppede black fungus. Vend det hele godt rundt i panden ved høj varme. Ingredienserne skal ikke have farve og stadig have lidt bid.
Sluk for varmen og tilsæt østersauce, fiskesauce, soja og sirup. Vend det godt rundt, smag til og lade det køle lidt af.
Imens pisker du et æg sammen og gør dejpladerne klar.
Og så til den fremmede gæst i forårsrullen – Arla Unika Habanero Cheddar osten. Skær 10 stænger af ca 5 gram. De skal ca have længden af forårsrullen. Det stykke ost, som jeg havde købt, passede med 2 små stænger i en forårsrulle. Det er ikke meningen af osten skal løbe ud af forårsrullen. Den smelter ind i de andre ingredienser og tilfører varmen fra habanero-chilien uden at den tager overhånd.
Hæld 2 spsk fyld på pladen sammen med ostestængerne. Hvis du er i tvivl om, hvordan en forårsrulle rulles, så er det lettest at se denne video. I forhold til videoen, så bruger jeg et pisket æg til at lukke rullerne med.
Når alle rullerne er lavet, skal de i frituren. Server som en snack eller aftensmåltid for 2. Husk den søde chilisauce til at dyppe i.
Velbekomme.