Hvis knejten virkelig skal spise igennem, så skal vi enten servere wraps eller spaghetti for ham. Her er en ret, der er fyldt med krydderier og små kødboller, der ryger lige i maven på ham.
Der skal bruges:
Kødboller
- ½ kg hakket svin og kalv
- 1 æg
- 2 spiseske frisk timian
- 1 spiseske mel
- ½ dl mælk
- salt og peber
- (1 salsiccia pølse eller anden god pølse)
Tomatsauce
- 1 finthakket løg
- 2 spiseske tørret oregano
- 1 dåse flået tomat
- lille tsk sukker
- 1,5 dl. madfløde
- 10 ml æblecidereddike
- salt/peber
- Frisk basilikum
Revet parmesanost eller anden tør ost.
At forme små minifrikadeller er simpelthen en så omfattende proces, at det er tæt på at være træls. Derfor hælder jeg farsen over i en frysepose og bruger den som en sprøjtepose. Man kan sagtens sprøjte kødbollerne direkte ud i panden, men jeg fortrækker at gøre det på en tallerken eller et skærebræt først.
Jeg rører eller ælter også farsen sammen i posen. Det er let og det spare noget opvask. Først skærer jeg pølsen i meget små tern. Jeg har sat pølsen i parentes på ingredienslisten, da det sikkert ikke er alle børn, der kan lide små stykker i kødbollerne. Med eller uden pølser hælder jeg alle ingredienserne op i posen. Så skal posen bare æltes så farsen samles, og posen kan komme direkte på køl til den skal bruges. Kødbollerne steges på panden så de får stegeskorpe.
Tomatsaucen kan laves i mellemtiden. Løget svitses i lidt olie til det er gennemsigtig. Oregano og sukker tilføres samtidig med løget. Sukkeret karamelliserer og det er med til at give dybde i saucen.Tomat, eddike og 1 dl vand hældes i gryden, og saucen skal nu simre og reduceres med ca. den vandmængde, der kom i. Smag til med salt, peber og evt. sukker og eddike. Herefter tilføres madfløden, der gør saucen mere rund i smagen.
Ca. 10 minutter inden servering samles sauce og kødboller så de kan dele lidt smag ud til hinanden. Den friske basilikum hældes ud over lige inden servering.
Så mangler der kun spaghetti, revet ost og sultne gæster.
Velbekomme.