Skotsk æg. Jeg kan lige så erklære min kærlighed til det skotske æg med det samme! Et løbende æg, smagfuld fars, panering med pankorasp og en svømmetur i fritøsen – alt samme leveret i et stort, sprødt og gyldent kinderæg. Det er lige før man kan høre gourmetguderne råbe halleluja.
Nøj det er godt!
Det er første gang, jeg laver det, men jeg har haft den i tankerne i lang tid. Jeg ved også, at jeg skal lave det hurtigst mulig igen. For det første så smager det godt. For det andet så fandt jeg ud af, at det lige kræver lidt øvelse, at få den rullet perfekt. Uanset hvad, så er det besværet værd.
Normalt laver man skotsk æg med svinekød, men jeg lavede det med kylling, da jeg lige havde 2 kyllingfileter. Hvad du laver farsen af, er egentlig lige meget, bare det smager godt. Hvis du laver en risotto til, så har du et skønt måltid. Og du bliver uden tvivl mæt.
Til 2 personer skal du bruge:

- 2 æg (small til medium størrelse)
- 1,5 kyllingfilet (ca 250 gram kød)
- lidt fløde
- frisk timian
- ½ skarlotteløg
- Fritureolie
- 2 små pisket æg
- mel
- pankorasp (købt ved en asiatisk købmand)
Risotto
- 1 dusk purløg
- 1,5 skalotteløg
- 3 fed hvidløg
- 1,5 dl risottoris
- 7 dl god hønsefond
- 2 dl noilly prat
- revet citronskal fra 1 citron (usprøjtet)
- 130 gram revet parmesan
- olivenolie
Start med at sætte risottoen igang, da den kan stå og hygge sig imens du laver det skotske æg. Det er en helt klassisk risotto uden dikkedar. Jeg har beskrevet fremgangsmåden for risotto i et par andre indlæg – dem kan du se her:
Saftig unghanebryst med risotto, kejserhatte og tørret tranebær
Lammeculotte med risotto, østershatte og krydderurter
Hvis du bruger kyllingfileter, så skær dem ud i store tern, og kør kødet sejt i en blender med salt. Det skal blive til fars. Tilsæt peber, et ½ hakket skalotteløg, frisk timian og blend det igen samtidig med at du tilsætter en smule fløde – lidt ad gangen. Stop når det er en fin fars.
Kog æggene i 3,5 minut (small æg). Æggehviden skal lige nå at sætte sig men ikke meget mere. Det skal være sådan, at det stadig er muligt at pille uden at det går i stykker, men samtidig tilpas “ufærdigt” til, at det ikke bliver hårdkogt, når det senere skal i frituren. Når æggene er færdige, skal de straks under løbende koldt vand. Pil forsigtigt æggene.
Rul et stykke film ud på bordet og smør farsen ud i et tyndt lag. Placer et æg i midten. Jeg kan allerede sige, at jeg havde for meget fars i enderne af ægget på billedet.
Rul forsigtigt farsen omkring ægget.
Når den er rullet, strammer du filmen, så du får en fin kødbolle. Stil på køl imens du laver den anden.
Så er du klar til panering. Tag farsbollerne ud af filmen. Rul dem i mel, derefter i pisket æg og til sidst i pankorasp. Lav én ad gange og derefter direkte over i frituren.
Hæld ca en ½ liter olie i en lille gryde. Olien skal være 180 grader varm. Husk at det skotske æg fylder en del, så pas på det ikke løber over kanten. Olien skal dog stadig dække hele ægget. Vend ægget et par gange, og tag det op når ægget er sprødt og gyldent.
2 sprøde skotske æg. Pankoraspen har nogle større flader og bliver derfor mere grov end almindelig rasp. Hold æggene varme i ovnen. Er din fars blevet for tyk, er det ikke sikkert at farsen er helt tilberedt. Så lader du bare æggene stå i ovnen ved 150 grade lidt tid. Det er svært præcis at sige hvor lang tid, for det afhænger af tykkelsen, men jo flere gange du laver et skotsk æg, jo bedre bliver din fornemmelse.
Når din risotto er lækker cremet og risene er al dente, venter du en masse purløg i og river citronskal ud over. Server i en dyb tallerken. Læg det sprøde skotske æg oven på, og drys med lidt purløg og revet parmesan (gem lidt fra risottoen)
Resultatet af dine anstrengelser skulle gerne ende ud med, at når du skære det skotske æg over, så løber æggeblommen ud og æggehviden er helt tilberedt. Smukkere bliver det ikke.
Når nu der eksperimenteres i køkkenet en torsdag aften, så er det godt at naboen kan kigge forbi og holde mig ved selskab. Skotsk æg smager godt i sig selv, men det smager bedre med selskab og hyggevin til.
God fornøjelse og god weekend