Poke Bowl = Sushi i en skål.
Det er måske ikke helt så simpelt, men det er grunden til, at jeg er blevet så pjattet med poke bowl. Jeg elsker sushi, men jeg har aldrig været fan af alt det rulleri. Det tager jo alt for lang tid at lave og sidst jeg forsøgte med en kammerat, fik vi så meget vin og øl inden vi blev færdige, at det blev noget makværk. Det skal sushi ikke være. Jeg vil derimod påstå, at man kan lave en hæderlig poke bowl i en velvoksen brandert – hvis bare der er forberedt lidt.
Det er faktisk ikke så lang tid siden, at jeg blev bekendt med Poke Bowl, da jeg fik at vide, at der kom en Poke Bowl restaurant i Aarhus. Den hedder Mahalo Poke Bowl og ligger i Mejlgade. Den kan anbefales. Men det er ikke helt forkert at kalde det sushi i en skål, for det består af ris og rå fisk samt mange af de traditionelle sushiingredienser. Forskellen ligger i de dressinger, man smager poke bowlen til med.
Men som så meget andet nyt i min verden, så skal jeg selv prøve at lave det. Opskriften på Poke bowl er med laks, der bliver serveret på tre forskellige måder.
Inden vi går i gang med opskriften, så kan jeg sige, at flere af tingene har jeg købt i en af de asiatiske butikker i Aarhus. Jeg tror, at mange supermarkeder har de fleste ting, men tangen kan måske blive et problem. Så finder du bare en anden lækker ingrediens. Laksen har jeg købt ved Clausens Fiskehandel i Aarhus. De har en køler fyldt med lækkert sushifisk. Laksen kostede 24,50 kr pr 100 gram.
Poke Bowl med laks
Poke Bowl med neutral laks med sort sesam, flamberet laks og marineret laks.
Ingredienser
- 4 dl sushiris
- ris eddike (til at smage risene til med)
- 600 g laks
- 50 g Wasabi ærter
- ½ augurk
- 2 gulerødder
- 2 spsk sort sesam
- 3 avokadoer
- 100 g pillede edamame bønner
- 100 g sukkerærter
- Chili mayo
- 50 g Japanske (wakame) tangsalat
Marinade
- 2 spsk god soya
- 1 spsk riseddike
- 3 tsk akacie honning
- 1 fed hvidløg
- 5 g tørret tang (for eksempel kombu) (kan undværes)
Sådan gør du
-
Laksen køber du frosen, så det første du skal gøre er, at tø den op. Jeg købte 3 stykker af ca 200 gram. Du skal også have lavet en chilimayonnaise. Den kan købes, men lav den hellere selv. Du kan finde opskriften på hjemmelavet mayonnaise via linket. Bland mayoen med chilisauce som du også kan købe i supermarkedet.
-
Lav marinaden til laksen. Bland alle ingredienserne sammen. Jeg halverede et hvidløg og gav det et dask med kniven, så det åbner sig. Du kan også presse det, hvis du har lyst. En spsk svarer til 15 ml. Hvis du synes at marinaden er meget salt, så ændrer det sig, når laksen har været deri. Skær 1/3 af laksen i mundrette stykker og kom den op i marinaden. Dæk skålen til og stil den på køl i 1-2 timer.
-
Nu skal du bare skære de andre ting til. Skræl gulerødderne med en tyndskræller. Smid det yderste lag væk men fortsæt med at skrælle gulerødderne i tynde strimler. Smid i kold vand til de skal bruges. Skær agurkerne i mundrette stykker. Mine blev fingerlange, men det er nok bedre at halvere dem. Sukkerærterne skæres i stykker og puttes i en skål. Bønner, tangsalat og wasabiærterne hældes i en skål.
-
Rist sesam af på en tør pande.
-
Tilbage til laksen. Jeg flamberer et stykke laks og skærer det bagefter ud i mundrette stykker. Jeg synes, at det giver laksen en super smag. Det sidste stykke laks gør jeg ikke noget ved ud over at skære det ud og drysse det med sesam.
-
(Endnu et billede af den flamberede laks for jeg har ingen billeder af risen) Ca 1 time før spisetid sætter du risen over. Køb nogle sushiris og følg instruktionen. Når risene er dampet lidt af, smager du dem til med riseddike. Lad dem stå til servering. Risene må gerne være lidt lune.
-
Ikke så lang tid før spisning, gør du avokadoerne klar. Halver dem og snit dem i tynde skiver. Gør du det for tidligt, så bliver de brune.
Hvis du ikke lave skålen selv, så stil det hele på bordet og byd på tag-selv-poke-bowl. Ungerne er ret vilde med det, men det er ikke alt, de gider at have i deres skål.
Put noget ris i bunden af skålen og kom de andre ingredienser oven på. Der er fri leg i skålen, men jeg kan godt lide at samle de forskellige ting. Så kan man tage et bid af lidt af hvert eller blande det, som man har lyst til. Teksturen kan godt blive lidt blød, så derfor er det vigtigt at få noget sprødt i skålen. Det får du selvfølgelig fra de sprøde grøntsager, men også wasabiærterne. Wasabiærterne giver også lidt varme og chilimayonnaisen giver både varme og fedme. Brug gerne noget af marinaden til at hælde ud over. Jeg synes, at det er en super god poke bowl med masser af smag.
Jeg har efterfølgende lavet en lille video, der forhåbentlig kan inspirere. Den er oprindelig fra reels, men er her lagt over på youtube. Alternativt kan du gå ind og se den på min instagramprofil https://www.instagram.com/reel/CSRIkhNIbrj/?utm_source=ig_web_copy_link