Oftest, når jeg har brug for syltede agurker, så har jeg glemt at købe dem. Det er ikke så tit, at jeg bruger syltede agurker, men synes, at de smager fantastisk. Det er også en god måde, at få noget surt ind i en ret på. Tænk bare på hotdog, burger og grydestegt kylling. Der er syltede argurker et must!
Syltning behøver ikke tage lang tid. Disse syltede agurker skal bare stå et par timer eller 3, og så smager de fantastisk.
Tag 1 stor agurk og snit den i tynde skriver. Kom skiverne i en beholder med låg. Jeg bruger et sylteglas.
Den blanding, jeg bruger til lage, består af:
- 1,5 dl eddike
- 20 g salt
- 100 g sukker
Bland det hele sammen og rør godt rundt. Det er ikke sikkert, at du kan få opløst alt salt og sukker i eddiken, men det gør ikke noget, for det sker automatisk under syltningen. Hæld det hele over agurkerne, og sæt på køl i et par timer. Vend eventuelt glasset et par gange, mens det står i køle skabet. Efter et par timer har du nogle sur/søde banditter, der stadig er bid i på grund af den korte syltetid.
Angående smag, så kan man jo putte alt muligt i lagen. Det kan være peberkorn, chili, laurbær, koriander eller hvad man synes, smager godt. Smagseffekten bliver måske ikke så kraftig med den korte syltning, men hvis du ikke spiser det hele på én gang, så kan du sikkert smage det næste gang.
Disse syltede agurker blev lavet til mit bud på en perfekt cheese burger, der kommer på bloggen inden længe.
Velbekomme.