Efter lang sommerstilhed på bloggen, hvorfor så ikke indlede med at give mit bud på den ultimative cheese burger. I mine øjne er bøffen, osten og dressingen altafgørende. Man kan nok ikke sige, at jeg er ligeglad med de andre ingredienser, men de får bare ikke lige så meget opmærksomhed.
Nå – lad os se på det. Jeg har ikke lavet en ingrediensliste, men mon ikke du kan sjusse dig til mængden, ved at læse billedebeskrivelserne.
Bollen er for mange meget vigtig. Jeg har lavet mine egne nogle gange, men synes ikke, at de bliver så meget bedre end nogle af dem, man kan købe. Jeg kan godt lide at bollen er luftig med en tynd, sprød kant, og det har Kohbergs burgerbolle. Bunden får et skud ketchup. Jeg er fan af ketchup, men du kan også give bunden et ekstra skud af den hjemmelavede burgerdressing, som jeg beskriver længere nede… (der er også ketchup i)
Så skal der lidt grønt i. Jeg foretrækker lollo bionda salaten. Den giver burgeren lidt liv og fylde frem for en slatten iceberg.
Jeg plejer at købe noget godt økologisk oksekød med masser af smag, hvilket ofte betyder, at fedtprocenter er pæn høj. Denne gang har jeg gjort noget andet, for jeg har nemlig købt nogle færdiglavede bøffer af irsk black angus oksekød fra Jelling Naturkød. Det er godkendt på både smag og fedtindhold. De bliver i hvert fald godt flammestegt på grund af fedtprocenten, når de er på grillen. Og grilles, det skal de!
Osten er et kapitel for sig selv. Jeg laver selv osteskiverne, og jeg bliver nok aldrig færdig med at eksperimentere med forskellige blandinger. Denne version er med ½ cheddar og ½ vesterhavsost fra Thise mejeri, og sender cheese burgeren op i superligaen. Jeg har lavet et lille indlæg om, hvordan du laver osteskiverne. Når bøfferne er ved at være klar, smider du en osteskive på, og lukker låget på grillen.
Det sprøde indslag kommer fra serrano skinken, der lige bliver stegt af på panden. Det kunne sagtes være bacon i stedet. Jeg synes, at begge dele er fantastiske. Smagen er selvfølgelig forskellig, og bruger man serrano, skal man ved krydring af bøffen lige tænke over, at serrano er ret salt i forvejen.
På med tomaterne. Kravet må være, at de er modne og smagfulde.
Og så kom de syltede agurker. Jeg har selv lynsyltet en agurk, hvilket gør, at du får noget sur/sødt ind i burgeren samtidig med, at agurkeskiverne stadig er sprøde. Du kan se her, hvordan du laver lynsyltede agurker.
Så er vi snart ved vejs ende, men låget skal lige fyldes med denne skønne dressing. Jeg laver selv en burgerdressing bestående af lige dele Hellman’s mayonnaise, Beauvais ketchup, sød fransk sennep fra Bähncke og Maille dijon sennep.
Resultatet af mit bud på den ultimative cheese burger. Med bøffen på 200 gram og den gode skive ost burde 1 være nok, især hvis du også laver en omgang pommes ala Heston Blumenthal.
Velbekomme.
Klokken er kun 5.33… og jeg savler allerede ned i tastaturet 😀
5.33 er slet ikke for tidligt til en cheese burger 🙂
Do ka gåt få œ job nede å œ grill, men vi gie œt det grünne der
haha tak for tilbuddet Benny 🙂