tømmermændstoast | madmedmartin.dk

Tømmermændstoast

Det her er greasy og salt og lige præcis det, der kan få dine tømmermænd til at forsvinde (i hvert fald for en tid). Indlægget har jeg lavet i forbindelse med en konkurrence, som ostogko.dk har sat i søen. Temaet er “Ost – til dagen derpå” og jeg bruger brie-osten (hvidskimmel). Jeg elsker at pandestege en tyk skive brie med honning, fordi honningen spiller godt op imod briens lette syrlighed. Jeg bruger fransk brie fra Président fordi den er ret fast i konsistensen og den holder formen, når den steges.

Opskriften er til én person – du gider alligevel ikke lave til andre, når du har tømmermænd.

  • 2 skriver toast
  • 1 øko æg
  • 1 pakke bacon
  • 2 skiver brie a 1 cm
  • ketchup
  • lidt akacie honning
  • 500 g alm løg
  • 50 gram smør
  • 1 tsk sukker
  • 2 rødløg
  • 2 dl eddike
  • 1 spsk sukker

Ofte så ved du godt, hvornår du ender med tømmermænd, så derfor gør det ikke så meget, at du lige skal lave lidt på forhånd. Dagen før smelter du smøren i en gryde og lader det bruse op. Halvere alle de almindelige løg og snit dem tyndt. Smid det hele i gryden og lad dem blive bløde og brune. Tilsæt sukker og lad det stege med. Jeg plejer at hælde en halv dl vand ved, når løgene er færdige for at koge det væk igen. Så bliver løgkompotten cremet og lækker. Smag til med salt. Stil på køl.

Når du nu er igang med at snitte løg, så snitter du rødløgene på samme måde. Kog eddike og sukker op og smid løgene i. Læg låg på, sluk og stil til afkøling.

Der er rigeligt af både løgkompot og rødløg, så du får ikke brugt det hele.

Nu er du klar til at gå ud og jage tømmermænd.

Godmorgen!

Vi starter med to stykker intetsigende toastbrød og mere fancy skal det ikke være, for det kan du ikke overskue.

Find baconen frem og vikkel baconen rundt om toastbrødet.

Kom toastskriverne på en varm pande med den side, hvor baconenderne samles, for så får du lukket baconjakken, så den ikke falder af toastbrødet. Lad vær med at løfte brødet hele tiden for så risikerer du, at enderne ikke steger sammen.

Baconfedtet giver smørelse til panden og bliver suget ind i brødet. Det er SÅ godt mod tømmermænd!

 

Skær et på gode skiver brie på ca 1 cm

På panden med brien og steg den i baconfedtet. Hæld akacie honning på oversiden. Jeg hælder kun på én side for ellers overtager sødmen. Steg derefter brien på honningsiden.

Honningen giver brien en super lækker karamelliseret stegeflade. Selvom brien er ret blød efter stegning, så holder den stadig formen.

Du er ved at være sulten nu. Heldigvis mangler du kun spejlægget. På panden med ægget og drys med salt og peber.

Jeg kan bedst lide at mit spejlæg få en tur på den anden side, men magter du det ikke, så lad vær. Nu er det ikke på billedet, men du smider en god spiseske af løgkompotten på panden, så den lige får lidt varme.

Vi er klar til at samle. En skive baconbrød nederst.

På med et godt lag af den cremede løgkompot.

Så skal der syltet rødløg på. De giver lidt modspil og syre til alt det andet fede, der er i toasten.

2 skiver lækker brie med honning.

Og så spejlæg på toppen. Husk lidt ekstra salt og peber. Du har brug for det!

Ingen tømmermændstoast uden ketchup og det hælder du på bacontoppen.

Så er tømmermændstoasten klar til at tage kampen op med dine tømmermænd. Kønt er det sku ikke, men det er godt og det hjælper!

Og så lige et tværsnit. Baconbrød der møder søde, bløde og syltede løg, cremet brie og et løbende spejlæg, der binder det hele sammen.

Velbekomme og god bedring.

Opvasken lader du bare stå.

Følg madmedmartin her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *