Snittet surdejsbrød uden gær

Surdejsbrød uden gær

Her er en simpel opskrift på surdejsbrød uden gær. Surdejen giver brødet en hel unik smag og det er også det, der får brødet til at hæve. Der er også andre gode fordele ved surdejsbrød og det kan du læse om i det indlæg, som jeg har lavet med opskriften på surdej. Brødet kræver, at du har lavet en surdej, men det er heller ikke svært at lave – det tager bare lidt tid inden, den er klar. Surdejen kan du have fra nu til evigt, hvis du passer godt på den.

Opskrift på surdejsbrød uden gær

Forfatter Martin

Ingredienser

  • 800 gram hvedemel
  • 460 ml vand
  • 14 gram havsalt
  • 320 gram surdej

Sådan gør du

  1. Bland alle ingredienserne sammen. Jeg bruger en røremaskine. De første 2 minutter på langsom hastighed og derefter skruer jeg op på max i måske 10 minutter. Det er svært at sige, hvor lang tid du skal ælte dejen. Lav gluten testen. Du skal kunne tage dejen og strække den så meget ud at du kan se skyggen af dine fingre igennem dejen. Hvis dejen sprækker, så skal du ælte noget mere. Dejen vil længe være ret klistret, men undgå at tilføre mere mel. Æltningen skal nok samle dejen flot. Brug en mel der har højt glutenindhold. Det gør at melet blandt andet kan optage mere væske.

  2. Når dejen er færdigæltet, så spænder du dejen op, så den får en glat og spændstig overflade (se eventuelt videoen længere nede). Lad dejen hæve 3 timer. Surdejen hæver langsommere end hvis der er gær i.

  3. Efter 1. hævning hælder du dejen ud på bordet og ælter luften ud af den. Hvis du ser videoen, så ser du æltningen efter første hævning. Dej dejen i to (sker ikke i videoen - først senere). Stram den op og sæt dejen til 2. hævning. Ca 3 timer igen. Du kan også lade dejen hæve lidt og stille den på køl natten over. Så kan du bage brødet næste morgen.

  4. Forvarm ovnen ved 230 grader i ca 45 minutter. Jeg bruger et bagestål i bunden af ovnen, som jeg beskriver længere nede i indlægget. Øverst i ovnen sætter jeg en højkantet bageplade. 

  5. Gør dejen klar. Lav eventuelt et snit eller to i brødet. Brødet vil i starten hæve sig og hvis du snitter i det, så ved du hvor det sker. Derudover kan du også bruge snit til at dekorere med.

  6. Bag brødene i ca 25-30 minutter. Når du sætter brødene ind i bunden af ovnen, så hæld 2 dl varmt vand i øverste bradepande. Det skaber damp og gør blandt andet, at brødet har lettere ved at hæve op, da skorpen ikke bliver hård med det samme.  

  7. Hvis du laver 16 boller i stedet, så skal de ca have 18-20 minutter i ovnen.

  8. Lad brødet køle af på en rist inden du sætter tænderne i det.

Du vil gerne bage brødet af mel med et højt glutenindhold. Gluten er et protein, så når du kigger på melposen, så kan du sammenligne de forskellige meltypers proteinindhold. Det almindelige mel har omkring 10 %, hvorimod ølandshvede er på ca 14 %. Jeg har i denne opskrift brugt Manitoba Hvedemel fra Amo (købt i Brugsen) og den har et proteinindhold på 12%. Jo flere glutenproteiner der er, jo mere vand kan melet optaget, hvilket ofte kræver en længere æltetid.

Som tidligere nævnt, så har jeg lavet en video, hvor du kan se dejen efter 1. hævning samt de færdige resultater.

Jeg bager brødet på et 6 mm bagestål i bunden af ovnen. Stålet tager noget tid at varme op, men til gengæld holder det meget bedre på varmen, selvom du åbner lågen ind til ovnen. Du kan også bruge en pizzasten, hvis du bruger sådan én i grillen, men bager du meget, så køb et bagestål. Det fungerer super godt. Jeg har købt et bagestål hos Diablo Steel. Det virker – men det skal også siges, at jeg ikke har erfaring med andre, men så stor forskel kan der vel ikke være på stål?

Skulle du gå hen og investere i et bagestål, så kig på diablosteel.com. Jeg har ikke fundet det billigere andre steder på nettet. En anden fordel er bagestål er også, at man kan lave nogle super sprøde pizzaer i ovnen. Du kan finde opskrift på både pizzadej og på lidt forskellige pizzaer i denne indlæg.

God fornøjelse!

Følg madmedmartin her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *