rabarber | kondenseret mælk | madmedmartin.dk

Rabarber, karamel, fløde og mynte

For noget tid siden var jeg ude i Frederikshøj Have til åbningen af europæisk gastronomiregion, hvor der var mulighed for at smage lidt forskelligt. Super hyggeligt selvom det var en anelse koldt. Jeg fik taget lidt billeder af det jeg smagte, og dem kan du se via dette link til Instagram.

Jeg fik en lille dessert, der smagte super godt. Et bud på rød-grød-med-fløde men hvor der var kondenseret mælk (karamel versionen) i bunden. Der var også noget andet på toppen, som jeg ikke kan huske, men det var kombinationen af rødgrød, fløde og karamel, der fangede mig.

Kort tid efter fik jeg købt en dåse kondenseret mælk i karamelform, og den har nu kigget på mig i alt for lang tid. I dag blev den åbnet, og det smager fantastisk direkte fra dåsen. Jeg lavede en lille mandagsdessert men i en lidt anden version end den fra Frederikshøj Have.

Hvis du vil lave 10-12 små desserter i et glas, som jeg har gjort, så skal du bruge:

  • 500 gram rabarber
  • 175 gram sukker
  • 1 dl vand
  • ½ liter piskefløde
  • 1 dåse kondenseret mælk i karamelform
  • Friske mynteblade

Hvis du tænker – Hvad er kondenseret mælk? – så er det mælk, der er kogt med sukker til det meste vand er fordampet. For at det bagefter bliver til karamel, så koges en lukket dåse med mælk i et vandbad i 3-5 timer og bum – så er der karamel.rabarber | kondenseret mælk | madmedmartin.dk

Inden du kommer til karamellen, så skal du lige lave rabarberkompotten. Skær rabarberstængerne i små stykker og kom dem i en gryde med sukker og vand. Kog op i 5 minutter og læg låg på og sæt gryden væk fra varmen, så kompotten bliver kølet ned i gryden. Gør det eventuelt dagen før.

Inden servering pisker du fløden til en let flødeskum. Hvis du kan lave det gamle trick med at vende skålen på hovedet uden at flødeskummet falder ud, så har du piske alt for længe.

Smør en klat karamel ud i bunden af glasset. Læg en spiseske rabarber ovenpå sammen med noget af rabarbersaften. Til sidst en skefuld flødeskum og mynteblade. På billedet har jeg kun brugt et mynteblad som pynt, men du kan godt bruge flere. Hak dem eventuelt og drys over flødeskummet, så mynten bliver en del af hver bid. Det var naboen (dagens testperson), der lige pointerede, at det gav lidt ekstra til desserten. Han havde ret.

Velbekomme

Følg madmedmartin her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *