Nytårsmenu og godt nytår…

Nu tror jeg, at jeg har menuen klar!!!

Jeg har været på inspirationstur på nettet og spurgt slagteren til råds. Nogle af tingene har jeg lavet før og andre er første gang. Glæder mig til at komme i gang! Jeg har fået lov at sammensætte menuen til nytårsaften på nær et enkelt krav om foie gras. Til gengæld et krav jeg gerne efterlever.

Foie gras’en bliver serveret først på et stykke ristet brød med en syrlig topping, der komplimenterer den fede foie gras. Hertil lidt boblevand.

Senere står den på en lille forret med havtaske filet. Det er nok den ret jeg er mest spændt på. Havtasken skal steges perfekt og den orientalske sauce, der skal serveres til, skal jeg lave for første gang. En sauce lavet af Thomas Herman fra Nimb så det bliver spændene, om jeg også kan ramme den.

Hovedretten står i krondyrets tegn. Jeg gik ned til slagteren for at høre om de havde noget spændende på lager (ud over chateaubriand!), og gik derfra med krondyrfilet. Den skal serveres med jordskokkecreme, karamelliserede kartofler og gulerødder samt en vildtsauce lavet på hindbær, hvidvinseddike, vildtfond og selvfølgelig lidt fløde.

Hvis alt går som det skal, kommer der billeder og mere detaljerede opskrifter senere.

Godt nytår her fra og tak for i år.

Martin

Følg madmedmartin her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *