Kammusling med brunet smør, nødder og kartoffelcreme

Jeg elsker kammuslinger. De smager godt, og så skal der ikke så meget til for at lave dem til en delikat forret. Vi skulle egentlig ikke have haft kammuslinger i lørdags, men nu lå de lige ved siden af de jomfruhummere, som vi skulle have, så de røg også med i købet. Man kan vel altid lave en ekstra forret.

Kammuslinger med brunet smør, nødder og kartoffelcreme | Forret | MadMedMartin
Knap så godt billede… havde kun mobilen.

Til kammuslingerne var der en lille kartoffel/hvidløgscreme med citrontimian, og så lidt brunet smør med forårsløg, ingefær  og pistacienødder.

Til 4 forretter skal der bruges:

  • 8 kammuslinger
  • 1 bagekartoffel
  • 1,5 dl fløde
  • 1 fed hvidløg
  • 4 stilke citrontimian
  • 3-4 forårsløg
  • 100 g nødder (hassel, valnød eller pistacie)
  • 6 gram skrællet og fint hakket ingefær
  • 150 g smør
  • 1 citron
  • Dild (pynt)
Skræl kartoflen og skær den i mindre stykker. Pil hvidløget. Kom det i en gryde med fløde og citrontimian. Kog det mørt under låg, og pisk det til en creme. Smag til med salt, peber og lidt citronsaft. Hæld det hele i en sprøjtepose/frysepose og pak posen ind i et hviskestykke til det skal bruges.
Smelt smørret i en gryde, og lad det få lidt farve (tag valden/det hvide bundfald fra). Når smørret er brunet, tilsættes snittet forårsløg, ingefær og nødder. Tag gryden af varmen.
Kammuslingerne duppes tørre og steges på en pande, så de får en flot stegeskorpe. Kammuslingerne må selvfølgelig ikke være rå i midten, men heller ikke fuldstændig gennemstegte. Lav eventuelt et lille snit i én, hvis du er i tvivl.
Lav to klatter (findes der et flottere ord?) med cremen på tallerkenen, og igen to små under begge kammuslinger, så de ikke rusjer rundt. Hæld den brune smør med indhold rundt om. Pynt med dild og drys til sidst lidt godt salt på og nogle strint citronsaft. Det sidste er vigtig, så den fede smør får lidt modspil fra syren.
Så mangler der kun en frisk hvidvin til.
Velbekomme.
Følg madmedmartin her

1 thought on “Kammusling med brunet smør, nødder og kartoffelcreme

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *