Hindbærsnitter

Jeg har vist sagt det før på bloggen, at bagning egentlig ikke interesserer mig særlig meget, men nogen gange falder jeg over noget, jeg bare skal prøve. Denne gang blev det hindbærsnitter.

Jeg gik direkte i fodsporerne på Danmarks kagedronning nr. 1 – Mette Blomsterberg. Dog har jeg lavet lidt om på mængdeforholdet så det passer med 1 pakke smør (ca. 20 runde hindbærsnitter).

Smørdej:

  • 1 vaniljestang
  • 120 g. flormelis
  • 250 g. stuetempereret smør
  • 420 g. hvedemel
  • 1,5 tsk. bagepulver
  • 0,8  dl. vand

Fyld:

  • 420 g. god kvalitet hindbærmarmelade

Glasur:

  • ca. 330 g. flormelis
  • en anelse vand

Pynt

  • Krymmel

Kornene skrabes ud af vaniliestangen, og blandes sammen med en spiseske flormelis. Gnid kornene og flormelisen sammen så kornene skilles. Bland nu vaniliekorn, smør, hvedemel, bagepulver og resten af flormelisen. Ælt det godt sammen og tilfør derefter vandet og ælt igen. Dejen skulle gerne blive smidig og glat. Stil den på køl en halv times tid.

Når dejen skal rulles ud, skal bordet drysses med mel, så dejen ikke klæber fast. Rul dejen ud i ca. 0,5 cm tykkelse. Som form bruger jeg en rund udstikker, hvilket må siges ikke at være den originale hindbærsnitteform, men til gengæld er det let at få top og bund til at passe sammen.

Udstik dejen og læg stykkerne på et stykke bagepapir og sæt i ovnen ved 200 grader i 10-12 minutter. De skal have fået lidt farve men stadig være en lille smule bløde.

Når de nybagte kager er afkølet, skal bunden dækkes med hindbærmarmelade og toppen trykkes på. Hæld til sidst glasur på og pynt med en eller anden form for krymmel.

Det gør ikke noget at lade dem stå på køl natten over, og personligt synes jeg også, at hindbærsnitterne bliver bedre af det.

Velbekomme

Hvis du vil se eller gense, hvordan Mette Blomsterberg laver hindbærsnitter, så se her.

Følg madmedmartin her

2 thoughts on “Hindbærsnitter

    1. Hej Beate. Ja – smør er der rigelig af i hindbærsnitten. Jeg bliver overrasket hver gang jeg bager, hvor meget smør der ofte skal bruges. Det skal vist ikke være en hverdagsspise… men de smager godt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *