Benløse fugle – dansk klassiker

Jeg kan godt lide at lave nogle af de gamle, danske klassiske opskrifter. Ofte er det dem, der inkluderer en omgang brun sovs, og det er nok fordi, at vi får det så sjældent. Som altid er det sovsen, der får de klassiske opskrifter helt i mål, og det gælder også for en ret som benløse fugle. Jeg har smidt lidt forårsløg og snackpeber ind i retten, hvilket nok havde givet mig en velfortjent lussing, da Hüttemeier var ung.

Til 4 personer skal der bruges:

Benløse fugle | klassisk opskrift | MadMedMartin

  • 800 gram oksekød, inderlår i tynde skiver
  • 6-8 forårsløg
  • 1 stor gulerod
  • 1 snackpeber
  • 250 gram bacon i skiver
  • 1 løg
  • 1 spsk smør
  • 1 sjat olie
  • 3,5 dl oksefond
  • 2 dl fløde
  • Ribsgele
  • Maizena
  • salt/peber
  • Kødnåle
Lidt utraditionelt men godt.

I de gamle opskrifter rullede man et stykke spæk ind i kødet, for at det ikke skulle blive alt for tørt. Jeg smider nogle grøntsager ind i midten i stedet og så bacon/spæk uden på.

Skær alle grøntsagerne (ikke løget) ud i tynde stænger.
Bank kødskiverne ekstra flade med noget tungt. Hvis du ikke har en kødhammer, så læg en frysepose over kødet og bank det med en kagerulle.
Krydr skiverne med salt og peber og rul af grøntsagerne ind i kødet. Herefter vikles der en baconskive rundt om kødet og rullen “låses” med en kødnål.
Benløse fugle klar til at blive stegt.

 

Steg rullerne godt af på alle sider i en pande med høj kant.
Når kødet er ved at være stegt på alle sider, smides et snittet løg i panden sammen med rester af grøntsagerne. Lad dem stege med et øjeblik inden oksefonden tilsættes. Lad det simre under låg i 1,5 time til kødet er godt mørt.

For at lave saucen hældes oksefonden igennem en si, og reduceres med 1/3 del. Bland maizena og fløde sammen og kog det op sammen med oksefonden, så det får en lidt tykkere konsistens. Smag til med ribsgele, salt og peber.

Server de benløse fugle med en god kartoffelmos og så rigelig med sovs!

Velbekomme

Følg madmedmartin her

1 thought on “Benløse fugle – dansk klassiker

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *